Hvem er videnskabsteatret

Dorthe Bille er kunstnerisk og administrativ leder af Videnskabsteatret, der samarbejder med mange forskellige professionelle kunstnere og forskere, hvem der er knyttet til den enkelte produktion afhænger af forskningstemaet. Se mere om hvem der medvirker i aktuelle forestillinger og hvem der tidligere har medvirket under menuen “OM TEATRET”, undermenu “Videnskabsteatret”.

Dorthe Bille startede i 1982 som skuespiller i den daværende nordiske teatergruppe Kraka, en gruppe der havde sine rødder i Odin Teatret.  I 1983 tog hun til Dell ́Arte School of Mime and Comedy i Californien, USA, i 1985 blev hun ansat på Kaskade Teatret, og efterfølgende i flere gruppeteatre og Skaraborg Länsteater i Sverige. Sideløbende hermed har hun bl. a taget en bachelor i teatervidenskab, og en master i lærerprocesser samt taget div. kurser, undervist i teatrets metoder og teknikker og undervist i drama i grundskolen, på gymnasium, højskole samt på pædagogseminarium.
I 2004 etablerede hun Videnskabsteatret, og har produceret 15 forskellige forestillinger med flere genopsætninger og turnéer, især til gymnasier, og arbejdspladser. I 2013 modtog Videnskabsteatret Svend Bergsøes Fonds formidlerpris for udviklingen af en ny og enestående vidensformidling.